Koncertanmeldelse Rest in Sleaze 2010 lørdag 6. februar Fryshuset Stockholm.
Fryshusets sorte koncertsal var godt halvfuldt da Dave Lepards mor Lisbeth bød velkommen til endnu en fest i Sleazerockens tegn og ”in loving memory”.
Første band var Uppsala drengene Raw Diamond. Bandet blev dannet i 2008 og har allerede præsteret 2 demoer. Trods deres unge alder har de ganske godt styr på både teknisk kunnen og live performance. Især imponerede de med 3 vokaler. Ganske fortjent fik de senere på aftenen årets legat fra Dave Lepard memory fond.
Efter en kort pause kom Stockholmske Vision på. Tøsebandet lever op til navnet, visuelt er de en oplevelse på scenen. Showet virker prof og gennemarbejdet og pigerne supplerer hinanden godt. Der bør ikke være tvivl om at vi kommer til at høre mere til Sleaze kvinderne, der både vil og kan selv.
Næste indslag var finske Scene D Chryme. Det ville være forkert at betegne bandet som ren Sleaze. Publikum fik blæst ørerne igennem med rendyrket og aggressiv tung metal. Forsanger Wekkie læner sig i outfit og sceneoptræden op ad 69 Eyes frontmand Jyrki 69. Bandets guitarist Jamez var aftenens store overraskelse, det var fantastisk at høre og se hvordan han kunne håndtere en guitar.
Bulletrain kommer lige fra den anden side af Sundet, nærmere bestemt fra Helsingborg. Tydeligt inspirerede af Hardcore Superstar gav de en kanon performance. Sanger Robban er en stærk frontfigur med en klar og gennemtrængende vokal. Hold øje med fremtidige koncerter, de er rejsen over vandet værd, når de spiller i deres lokalområde.
Italienske Pollution havde som det første band svært ved at holde på publikum. Mange tog en pause i forhallen med mercandise inden headliner Crashdiet skulle på. Undertegnede var temmelig mørbanket af mange timer på betongulv og stort set non stop musik – pauserne mellem koncerterne var ganske korte. Så selvom Pollution ikke kunne trænge igennem ved denne lejlighed bør man nok give den chancen en anden gang. Vokalen og den tekniske kunnen var der intet at udsætte på.
Efter en minde video med klip fra Dave Lepards karriere, kom endelig bandet alle havde ventet på. Spændende om den nye front vokal Simon Cruz kunne leve op til de kæmpe forventninger publikum havde. Det kunne han! Crashdiet spillede hele Rest in Sleaze skiven fra ende til anden. Cruz er rå og helt sin egen, han forsøger ikke på noget tidspunkt at kopiere Lepard. Hans attitude vælter ud til publikum og han virker ikke som en tilløber, men som en integreret del af Crashdiet. Ekstra nummeret var som eneste sang fra den nye plade. Det bliver spændende at opleve Crashdiet igen når de nye numre skal på tour. De har endnu engang fastslået deres position som en af Sveriges bedste livebands.
Anmelder: xxAnn
Lineuppet til Rock Fest 1 Stockholm 10 april 2010 må siges at være helt fantastisk for et sleazehoved som undertegnede og jeg havde ikke tænkt mig at misse et eneste band på denne maraton lørdag, hvor 13 bands skulle spille non-stop fra 2 scener. Festen blev afholdt i en forhenværende industribygning, kaldet Gamla Tryckeriet. Salen og Foyer havde arrangørerne forsøgt at gøre hyggelig og mere intim end de rå betonvægge ved at hænge sort stof op, dels som opdeling af salen med de to scener, dels som afskærmning til baren. Temperaturen var stort set den samme som de 5 grader Stockholm bød på udenfor, så der var ingen grund til at kø for garderobe inden første band gik på allerede halv fire om eftermiddagen.
GASOLIN QUEEN: Jeg så dem sidst til Rest In Sleaze summerfestival i juli og er fortsat forundret over at dette, efterhånden gamle band, ikke for længst er blevet signede. Dee Hoffmanns vokal er uimodståelig og rytmeguitarist Mike Spider underholder ved at være alle steder på én gang med sindssyg mimik og fagter, der får publikum med, selvom festen lige er startet.
ROCK´N´ROLL ALLSTARS: Punk´n´sleaze i 1-2-3 Ramones takter. Bandet her viste klart at det ikke behøver være kompliceret for at rykke. Max Diesel er en stærk frontmand, der også forstod at underholde mellem numrene. Vild jubel fra salen da han holdt bandets T-shirt frem og råbte: ”I kan købe dem, måske stjæle dem og enkelte af jer kan ligge en af,” inden han kastede 3 ud til publikum.
GLORIOUS BANKROBBERS: Bandet startede helt tilbage i 1983 med at spille glam med tydelige rødder i sydstatsrock og Texas-blues. I front Olle Hillborg i røde skindbukser, han måske kunne passe tilbage i de glade 80´ere og bar overkrop - bortset fra en sort fjerboa. Men selvom Glorious Bankrobbers ikke er ungt folk længere, er de bestemt ikke trætte. Hillborg var nær ved at vælte et højttalertårn da han forsøgte at kravle op på det. Et par scene vagter fik afværget en katastrofe og Hillborg kom helt op i andet forsøg, hvor han sang uanfægtet videre mens guitarist Jonas Pettersson fyrede den vildeste solo af liggende på gulvet. Som en flot finale sprøjtede GB vand ud over et veloplagt publikum - der straks returnerede med øl.
BABY JANE: Da jeg så Göteborg bandet til Rock The Night i februar var jeg absolut ikke begejstret og mente at de ser mere sleaze ud end de lyder – men denne gang måtte jeg til dels overgive mig. Ingen tvivl om at de vil musikken og de præsterer mega hårdt scenearbejde. Mit største problem med Baby Jane er Freddie wizzps meget skingre vokal. Jeg var rimelig alene om den holdning, for resten af salen kogte og folk var vilde med sceneshowet. Selvom alle andre spår BJ en strålende fremtid bliver jeg aldrig nogen stor fan.
DUNDERTÅGET: De kom med på et afbud da Treat meldte fra. Bandet er dannet af guitaristen fra hedengangne Hellacopters Robert ”Strängen” Dahlqvist og er cd aktuelle med det meget anmelderroste album: ”Skaffa ny frisyr”. De er det eneste band i dagens line up der ikke spiller sleaze. Dundertåget spiller 70´er inspireret rock med svensk lyrik – der desværre druknede for en ikke stærk nok vokalist. For guitarfanatikere var der lange syrede soloer, der kedede en del af det øvrige publikum, heriblandt undertegnede der vil mene Dundertåget var fejlplacerede ved denne fest. Halvvejs gennem koncerten gav jeg op og gik ud af salen for at finde noget spiseligt.
REPTILE SMILE: Spiller gedigen rock med iørefaldende og syng-med-på venlige omkvæd. Bandet er netop gendannet efter en 10årig pause og de er selvironiske nok til at vide de har nået en alder hvor frontmand Peter Shapiros ølvom ikke er til at overse og alle i bandet har vigende hårgrænser. De gav et veloplagt show og der var skøn samklang mellem Shapiros´ rå vokal og guitarist Martin Karlegards lyse falset.
CASABLANCA: Er et nyt band på det svenske sleaze kort. Frontmand Anders Ljung må være en kloning mellem HIMs Ville Valo og Aerosmiths Steven Tyler. Det lykkedes ham at dræbe 2 mikrofoner i første nummer med hans voldsomme og ikke særlig koordinerede bevægelser. Publikumsdialogen foregik mest på engelsk fra amerikanske guitarist Ryan Roxie, der har spillet med Alice Cooper gennem 10 år. Bandet har varslet debut cd til maj og hvis de leverer samme kvalitet som de gør live, kan man roligt begynde at glæde sig. Som et eksotisk indslag har de med Josephine Forsman noget så sjældent som en kvindelig trommeslager – og hun gør det godt.
CRAZY LIXX: Malmö bandet forstår virkelig at levere et show der rykker. Danny Rexon har en helt fantastisk vokal og taber aldrig en tone. Bassist Loke Rivano ligner en skabning der bor inde i de svenske fjelde og kun kommer ud når der er småbørn der skal steges eller byer der skal raseres. Hans karisma vælter ud over publikum og man kan slet ikke få øjnene fra hans rå attitude. Selvom han ikke har rolle som frontmand er det ham man husker efter koncerten. Crazy Lixx leverede en ligelig fordeling af numre fra deres nye cd og de gamle, som hele salen kunne synge med på. Taget lettede da de sluttede med hittet ”Heroes are forever” og det kan for min del ikke gå hurtigt nok med at opleve dem igen.
HEAT: Leverede et veloplagt show, men det var svært at finde begejstring lige efter Crazy Lixx´ helt enestående koncert. Heat har en blødere tone og er lidt mere poppede. De er samspillede og super professionelle - og kan meget mere end svensk P3 og melodigrandprix. Selvom jeg lod mig rive med af sing-a-long stemningen cirka halvvejs inde i koncerten, er de nok lidt for stuerene efter min smag.
FATAL SMILE: Det er bassist Alx første job efter hans fatale styrt ned fra scenen på The Rock i februar, hvor vi blev snydt for en af Rock The Nights bedste scoop den weekend. Alx kommer hoppende ind på scenen på krykker han lægger bagved sig. En omsorgsfuld scenevagt skaffer ham en barstol så han kan sidde ned under koncerten. Det gør han heldigvis ikke – i bedste rock´n´roll stil stiller han sin fadøl på stolen og bliver stående op gennem hele sættet. Alx sender en hilsen til sin kirurg, der er tilskuer up front og kører i øvrigt på, som om benet ikke generer ham. Fatal Smile er på hjemmebane i Stockholm og der bliver skrålet med på stort set alle omkvæd – og især på SOB naturligvis. Blades rå vokal passer perfekt til deres metal-sleaze og skulle man frembringe en enkelt klage, er det at der savnes nyt materiale fra bandet der ikke har sluppet en skive siden World Domination fra 2007.
BULLET: Hell Hofer er en overbevisende frontmand; han VIL virkelig trænge igennem - med en sådan kraft at den mand kunne sælge bibler i helvede. Musikken er tung, hård og med masser af tempo, ingen skal kunne råbe højere og hurtigere til en Bullet koncert. Bandet gør hvad de kan for at sprænge samtlige trommehinder i salen med deres AC/DC inspirerede riffs. Hofer er insisterende i sin lyrik, har masser af publikumskontakt og fylder massivt på scenen - både i figur og med sin karisma.
BABYLON BOMBS: Denne koncert er annonceret som frontmand Danis sidste show, hvilket for en hardcore fan er en katastrofe. Selvom bandet har meldt ud, at de har fundet hans afløser, kommer han til at mangle massivt i mit svenske musikunivers. Gennem hele koncerten var det ikke numrene fra den nye cd, men hittene fra cd nr. 2 der fik folk helt op at ringe. Alle brølede med på Jaded Heart og da turen kom til Louder sprang bandmedlemmer fra Baby Jane og Rock´n´roll Allstars på scenen for at synge kor. En scenevagt løftede Dani op på skuldrene og han gennemførte nummeret deroppe fra. Under afslutningsnummeret Hometown Hero oversprøjtede et tydeligt berørt band Dani med champagne, det er ikke kun publikum der kommer til at mangle ham fremover i Babylon Bombs.
HARDCORE SUPERSTAR: De er kendt for altid at levere varen og skuffede heller ikke denne gang. Som dagens absolutte hovednavn lod de publikum vente foran frontbanneret med stjernelogoet. Jeg tog mig selv i at gabe mens vi ventede på de gik på. 12 bands uden pauser tapper på rock kræfterne og mine ben var færdige efter ni timer på betongulv. Egentlig var jeg nået et punkt hvor jeg ikke behøvede høre mere musik. Den følelse gik over i det øjeblik tæppet faldt og Hardcore Superstar sprang ind på scenen i et inferno af strobelys, røg og ildkugler. Jocke Bergs særlige evne til simpelthen at forlange et ekstatisk publikum når helt ned til de bagerste rækker – alt imens han selv stormer rundt på scenen og er alle vegne på én gang i tigerspring og løb. Sangteknisk er han helt på toppen i modsætning til sidst jeg så dem på KB Malmö tilbage i efteråret hvor han virkede lidt mat i stemmen. Guitarist Vic Zino stopper aldrig med at imponerer mig for hans kunnen med strengene. Under sidste nummer hævede trommepodiet sig mens soloen blev spillet. HS slog deres status som superstjerner fast endnu engang og var en overdådig finale på en helt igennem fantastisk dag.
Dette var rock fest nummer 1 fra folkene bag rockklubben Crazy Nights i Stockholm. Jeg kan kun håbe deres budget og energi holder så vi kan se frem til nummer 2, 3, 4, 5… etc. som højdepunkter man ikke må glippe hvis der ruller sleaze blod i årerne.
